Tilbage i 2007 foretog min turmakker og jeg en skitur, som næppe er blevet foretaget siden. På Jamalhalvøen i det nordlige Sibirien tilbagelagde vi 200 kilometer hen over den frosne tundra – fra "Station 220 kilometer" (et trinbræt på Gazproms ensporede jernbane mod de nordlige gasfelter) og hele vejen til landsbyen Panajevsk mod syd. Selvom turen foregik i det tidlige forår i marts, bød nætterne på bidende kulde med temperaturer ned til minus 30 grader. Undervejs blev vi flere gange inviteret indenfor af de altid gæstfrie rensdyrnomader (nenetserne). Deres varme skindtelte med brændovn og duften af friskkogt rensdyrkød var et kærkomment alternativ til vores eget tynde lærredstelt, dunsoveposer og beskedne proviant. Halvvejs på turen nåede vi de lidt lunere skovområder omkring floden Khadytajakha. Her, i læ af tundraens isende nordenvind, bød den lokale købmand og kone os på en uforglemmelig påskefrokost under åben himmel med alt, hvad naturens spisekammer kunne byde på. Og da vi ugen efter endelig nåede frem til Panajevsk, stod de lokale klar til at modtage os med varm sauna og endnu mere mad. Mange nenetsere tilbagelægger den samme strækning – og mere til – hvert eneste år på rensdyrslæde, men vi var utvivlsomt de første, som gennemførte ruten på ski.