2322 km’s cykeltur uden lyskurve – fra de Ruslands Altajbjerge i vest til Ulaanbaatar i øst – det meste på veje der får en dansk skovsti til at ligne en autostrada. Jeg er stadig ikke helt klar over, hvordan det lykkedes mig at opretholde moralen på de mongolske jordveje (det var før, at asfaltvejen gennem landet blev anlagt). Jeg blev hurtigt klar over, at jeg nok var den største attraktion i Mongoliet siden Dalai Lamas sidste besøg. En mand på en fuldt lastet cykel kan få selv den mest travle bilist eller nomade til at stoppe op eller komme ridende fra flere kilometers afstand for at opklare fænomenet. Desværre er mit mongolske stort set ikke eksisterende, så disse stævnemøder forløb stort set på samme måde hver gang. Først sagde vi »god dag« til hinanden på mongolsk. Herefter blev jeg spurgt om et eller andet på mongolsk, og jeg fyrede et par ord af som »Danmark« og »Ulaanbaatar«, som jeg kunne forestille mig ville være svar på noget af det, de spurgte om. Herefter døde samtalen ud, og vi sagde lidt til hinanden på hvert sit sprog, indtil jeg blev træt af seancen og fortsatte. Stævnemøderne fandt også sted, når jeg havde slået mit telt op. Selv når jeg syntes, jeg havde fundet det mest skjulte og afsidesliggende sted på hele steppen, så var der alligevel en hyrde, der havde spottet mig i sin kikkert og kom ridende midt i aftensmaden, tøjskift, toiletbesøg, eller hvad ved jeg. Læs også artiklen »Når tvivlen får baghjul« om min tur dengang.