Efterår på Jamalhalvøens tundra
Efterår på Jamalhalvøen er et tveægget sværd. På den ene side er det ubeskriveligt råt og vådt, og kroppen kæmper for at holde varmen i den isnende nordenvind, der hersker det meste af tiden. På den anden side er der stunder, hvor det mest fantastiske lys bryder ud mellem regnbygerne og farver den afsvedne tundra i smukke, gyldne efterårsfarver, mens nomaderne driver deres rensdyr videre mod overvintringspladserne sydpå i lange karavaner. Det er en årstid med afsavn og minimal komfort, men belønningen er stor for den, der trodser den. På denne tur vandrede jeg ud fra Station 220 kilometer på Gazproms jernbane i september måned for at finde 3. rensdyrbrigade fra statsbruget i Panajevsk. Det blev til et glædeligt gensyn med min 'gamle familie', som jeg fulgtes med, indtil de første snestorme begyndte at rase i oktober. Herefter vandrede jeg tilbage mod civilisationen og jernbanen.
... Læs mere