På samme tur, som da jeg cyklede langs verdens nordligste jernbane på Jamalhalvøen, parkerede jeg cyklen for at være medpassager i et mystisk terrængående køretøj kaldet en Strannik. Det blev kørt af en lokal nenetsisk rensdyrnomade og hans russiske kompagnon. Sammen kørte de to rundt på tundraen for at bytte madvarer med de lokale nomader mod afsavede rensdyrgevirer (sælges senere til kineserne, der bruger dem til fremstilling af potensmidler). Strannik’en er et lidet komfortabelt transportmiddel, men vi kom tæt på mange nomadefamilier og var endda så heldige også at dumpe ned i en mindre fest. Midt på tundraen havde statsbruget fra landsbyen Panajevsk organiseret en samling for flere af brigaderne med fest og konkurrencer i slædekørsel, lassokast m.m. over flere dage. Senere fik jeg et lift med endnu et mærkværdigt køretøj – en såkaldt Trekol med store ballondæk – og blev kørt 80 kilometer ind på tundraen til en familie, som jeg har fulgt siden 2001. Turen rundt i mærkelige køretøjer var i sandhed et mærkværdigt, men også tiltrængt afbræk fra cyklen, der bragte mig tæt på det nomadefolk, som jeg elsker, og som jeg ikke så så meget til under turen langs jernbanen.