Bajkalsøen – Sibiriens blå øje
Kært barn har mange navne. Russerne omtaler Bajkalsøen som »Sibiriens Blå Øje«, »Sibiriens Perle« eller sågar »En del af Ruslands sjæl«. Bajkalsøen er verdens dybeste sø (1637 m), og med en længde på 636 km har den bananformede sø 2000 km kystlinje og et overfladeareal større end Belgien. Dens vandmasser er beregnet til 23.000 kubikkilometer, svarende til en femtedel af al Jordens ferskvand. Det siges, at hvis verdens vandforsyninger stoppede i morgen, ville Bajkalsøen kunne forsyne Jordens befolkning med drikkevand de næste 40 år. Mere end 330 floder og vandløb munder ud i søen, mens kun Angara-floden leder vandet bort. Bajkalsøen er kendt for at have noget af verdens reneste og klareste vand, hvor man i stille vejr kan se ned til 40 meters dybde. En af de væsentligste årsager til dette er det mikroskopiske krebsdyr Epischura (Epischura baikalensis), der fungerer som et effektivt filter for søens økosystem. Men også de undersøiske skove af grønne ferskvandssvampe og de omkring 258 forskellige rejearter er med til at rense vandet.
... Læs mere