Logo_desktop

På besøg hos dukha-folket i 1995

De malker deres rensdyr og bor i små tipier i bjergene. Når lejren skal flyttes, bruger de renerne som lastdyr og rider selv på dem. Dukha-folket (på mongolsk kaldet tsaatan) udgør en lille minoritet på knap 40 nomadefamilie fordelt på to grupper, som lever i bjergene i det nordlige Mongoliet vest for den store Khovsgol-sø. I 1995 var jeg så heldig at besøge den vestlige og mindst tilgængelige gruppe. Sammen med Khuelbator, en lokal mongol, som jeg tilfældigvis havde mødt på min rejse i Mongoliet, red jeg fra landsbyen Rinchinlhumbe, hen over steppen og op igennem tajgaen (nåleskoven), indtil vi kom over trægrænsen. Efter lidt søgen i de øde bjergområder fandt vi dukha-folket og fik lov til at bo sammen med dem et stykke tid og opleve deres fascinerende kultur. At ride på et rensdyr er en konstant kamp for at holde balancen. Hvis du flytter dig for meget til den ene side, glider sadlen, og man finder pludselig sig selv liggende på jorden, mens rensdyret fortsætter i fuld firspring ud over tundraen! Jeg gjorde derfor kun få sporadiske forsøg på at mestre kunsten og var glad for at have en hest til rådighed på den lange tur tilbage mod Rinchinlhumbe.
... Læs mere