Gensyn med Bystrinsky Naturpark i Kamtjatka
Syv år efter mit første besøg vendte jeg tilbage på skitur i Bystrinsky Naturpark, syd for landsbyen Esso på Kamtjatka. Denne gang havde vi både pulk og rygsæk med, og snemængderne var ikke helt så voldsomme – om end der stadig var strækninger, hvor vi måtte tage høje knæløft for at kæmpe os igennem landskabet. Ligesom på den første tur nåede vi helt ind til den udslukte vulkan Itjinsky (3.605 m), men denne gang fortsatte vi tværs gennem parken og kom ud i den sydlige ende, hvor det lykkedes os at blaffe med en truck tilbage mod Milkovo ad en gammel minevej. Kamtjatka er ni tidszoner foran Moskva, og man fornemmer tydeligt, hvordan den enorme afstand har sat sig mentalt i lokalbefolkningen. Hovedstaden føles uendeligt langt væk og nærmest irrelevant for hverdagen – en følelse, der kun forstærkes, når man opholder sig midt i den øde og vilde natur med vulkaner, gletsjere og varme kilder, som Kamtjatka er så rig på.
... Læs mere