I 2023 vendte jeg tilbage til det vestlige Mongoliet for at opsøge de nomader, som jeg havde mødt på min vandretur i samme område 24 år tidligere. De gamle rejsefotos viste vejen og skabte nye bekendtskaber, efterhånden som jeg bevægede mig ind mod det vilde terræn omkring Tsambagarav Nationalpark. Ét af højdepunkterne var gensynet med ulvejægeren Gangaa og hans familie, som tilhører minoriteten uriankhai-folket. Jeg taler kun meget lidt mongolsk, men gebrokne sætninger og gamle billeder åbnede døre og førte til invitationer på kogt får og gæret hoppemælk. Området omkring Tsambagarav var i modsætning til i 1999 næsten støvsuget for folk – der er desværre sket en vis urbanisering gennem årene. Ved søen Bayan Nuur mødte jeg dog et par kasakhiske familier, som ikke lader steppens øvrige indbyggere noget efter i gæstfrihed. Ligesom khalkha-mongolerne og uriankhai-folket er kasakherne fænomenalt dygtige til hest, men når den første sne falder i oktober, flytter de ud af deres jurter og ind i faste vinterhuse. Uriankhai-folket har derimod bevaret den klassiske mongolske nomadelivsstil, hvor man bor i jurte (på mongolsk: ger) hele året rundt – selv i de koldeste vintermåneder.