Logo_desktop

Mit første møde med nenetserne

I et af Ruslands mest øde områder ligger Jamalhalvøen – et endeløst tundraområde mere end dobbelt så stort som Danmark. Her lever nenetserne, som de har gjort det i århundreder, på konstant vandring med deres rener. Nenetserne er blandt de sidste rensdyrnomader i verden. Hvor samerne i Skandinavien er blevet fastboende og kører ud til renflokkene på skinnende snescootere, så lever nenetserne i deres telte under ekstreme vejrforhold med vintertemperaturer ned til minus 50 grader. Det er imponerende at se, hvordan nenetserne har tilpasset sig det barske liv på tundraen: Mændene bygger slæder af lærketræ med primitive redskaber, og kvinderne syr tøj i rensdyrskind med tråd af dyrenes sener, så familien kan overleve den kolde vinter. For ikke at få mangelsygdomme spiser de råt kød og rå indvolde, drikker rensdyrblod og supplerer, så tit de kan, med friskfanget fisk fra søerne. Billederne her er fra mit første besøg på Jamalhalvøen i 2001. Siden dengang er jeg igen og igen vendt tilbage til Jamal for at opsøge de nenetsiske familier, jeg hen ad vejen har lært at kende. Læs også artiklen om min tur fra dengang.
... Læs mere