Nonne-halvøen Yarchen Gar
Højt beliggende i en isoleret dal i Kinas bjergrige Sichuan-provins ligger Yarchen Gar – verdens formentlig største klosterby. Over 10.000 medlemmer af den buddhistiske Sangha-orden siges at leve her i 4.000 meters højde; de fleste af dem nonner. Byen ligger dér, hvor floden Changqu slår et 180 graders knæk, og er et mageløst virvar af templer, buddhistiske skoler, klostre, små hytter og meditationshuse. Kun kvinder har lov til at krydse floden og bevæge sig ind på halvøen, der huser nonnerne. Yarchen Gar er en del af den oprindeligt tibetanske Kham-region, hvor tibetanerne er blevet holdt i knapt så stramme tøjler, som i Den Autonome Region Tibet. Billederne her er fra 2018, hvor udlændinge stadig kunne besøge stedet – siden april 2019 har Yarchen Gar dog øjensynligt været lukket for udlændinge, og det siges, at mange af husene er blevet ødelagt og munke og nonner sendt i genopdragelseslejre (senest opdateret september 2019).
... Læs mere