Kalarbjergene er blot ét af mange store og øde bjergområder, som Sibirien er så rigt på. Her knejser stejle bjergtinder i op til 3000 meters højde, mens vilde floder snor sig gennem tajgaen som en vigtig livsnerve for bjørn, jærv, hjorte og andre vilde dyr. I Vesten ville området for længst have været gjort til nationalpark og overrendt af turister, men her, 700 km nordøst for Bajkalsøen i provinsen Zabaykalsky Krai, kan man få det hele næsten for sig selv – hvis man lige ser bort fra vagten i en nedlagt mineby og det lokale jagt- og rensdyrnomadefolk, evenkerne. Sidstnævnte forsøgte jeg forgæves at finde i samme område på en sommertur i 2008, men på denne skitur syv år efter var der bedre held i sprøjten. Undervejs viste den sibiriske vinter tænder med temperaturer ned til minus 35 grader, men med et godt telt og varme soveposer var komforten i top!